Menu
Webshop
+45 8738 6411

GUIDE: danske kollaborative svejserobotter

af Karolina Thomsen, dato Sep 30, 2019 9:48:53 AM

På jagt efter en kollaborativ robot til virksomheden eller bare nysgerrig på udvalget? Velkommen til - denne guide er lavet til dig.

Indhold:

  • Danske producenter
  • Robotarme fra Universal Robots
    • UR5 vs. UR10
    • CB-serie vs. E-serie
  • Co-Welder
  • RO-Buddy
  • RIT-robots
  • Hvad skal jeg vælge?
    • Mobilitet
    • Mærke
    • Programmering
    • Levering og opsætning
    • Demonstration

DSC_0018

Der findes i øjeblikket tre producenter af kollaborative svejserobotter i Danmark.

  1. Migatronic, der producerer CoWelder
  2. Svejsehuset, der producerer RO-Buddy
  3. Rønde Industriteknik, der producerer RIT-robots

Robotarm fra Universal Robots

Alle tre producenter har det til fælles, at robotarmen er fra Universal Robots i Odense. Universal Robots producerer fire forskellige robotarme, der adskiller sig fra hinanden ved bl.a. løftekapacitet og rækkevidde.

Både Migatronic, Svejsehuset og Rønde Industriteknik producerer kollaborative robotter med UR5-robotarm og UR10-robotarm, og vi begrænser os derfor til dem i dette indlæg.

 
UR16e_all_04

E-serien fra Universal Robots

UR5 eller UR10?

Valget af kollaborativ robot starter først og fremmest ved valget af robotarmen. Her er det vigtigt at tage stilling til, hvad robotten skal bruges til. Når robotten skal bruges til svejsning, handler det mest af alt om, hvor stor rækkevidde, der er nødvendig. Radius på UR10 er større end på UR5, og i langt de fleste tilfælde vil det være at foretrække. Specifikationer for henholdsvis UR5 og UR10 er således:

 

  Radius Løfteevne Footprint Vægt
UR5 850 mm 5 kg Ø 149 mm 20,6 kg
UR10 1300 mm 10 kg Ø 190 mm 33,5 kg

 


CB-serie vs. E-serie

De ovenstående specifikationer gælder både for CB-serien og E-serien. CB-serien er den gamle model, som netop er taget ud af produktion. E-serien - hvor e'et står for "Evolution" - er en helt ny robot, selvom udseendet på den fysiske arm ligner den gamle CB-model til forveksling. Nogle af de kollaborative svejserobotter er opbygget med den gamle CB-model, og vi gennemgår derfor nogle af de vigtigste opgraderinger.

Sikkerhed

En af de store forskelle på de to serier, er den måde armene registrerer modstand og berøring.

CB-serien mærker modstand i basen af armen ved forhøjet elektrisk spænding, mens E-serien er udstyret med torque-sensor (momentsensor). Det betyder, at CB-serien skal udsættes for noget mere modstand, før robotten stopper, mens E-serien straks mærker berøring, og stopper med det samme.

Præcision og hastighed

Robotarmene fra den nye E-serie arbejder både hurtigere og med større præcision. Opdateringsfrekvensen er fire gange så hurtig, som på CB-serien (125hz til 500 hz). For at kunne lave avanceret pendling med robotten, er det derfor nødvendigt med en E-serie.

Gentagelsesnøjagtigheden er også fordoblet ved de nye modeller - fra 0.1 mm til 0.05 mm. Det er en stor forbedring, særligt når man arbejder med TIG-svejsning.

Friløb

Friløbet har også fået en overhaling på de nye modeller. Det er derfor nemmere at dirigere robottens bevægelser, ved selv at føre robotarmen, hvor man ønsker svejsningen skal foregå. På de gamle modeller kan førligheden være grovere, og det er i høj grad blevet forfinet med de nyere modeller.

UR10e Universal robots

UR10e fra Universal Robots


CoWelder fra Migatronic

 

Cowelder

CoWelder fra Migatronic

CoWelder leveres med

  • Robotarm fra Universal Robots (CB-serie)
  • Sigma Select eller Omega CoWelder 300 (MIG/MAG- eller TIG-svejsning)
  • Selvbalancerende bordophæng
  • Tablet til styring
  • Skabeloner til programmering

Mobil løsning

CoWelder er relativt nem at flytte. Den leveres med et selvbalancerende bordophæng, som kan flyttes med en gaffeltruck. Det betyder, at den kan installeres i en eksisterende kabine, eller der kan oprettes en særlig CoWelder arbejdsstation.

Skabeloner og programmering

Programmering foregår ved brug af skabeloner, som Migatronic har lavet på forhånd. Det er også muligt at lave om på skabelonerne og gemme nye.

Datavalidering

Der er forholdsvis frit spil når det gælder indtastning af data. Det betyder blandt andet, at den indtastede data først valideres under programafvikling. Robotten kan altså være i gang med en svejsning, og så pludseligt stoppe, fordi den har opdaget en fejl ved indtastningen. Svejseren skal derfor igen åbne skabelonen for at rette fejlen.

Levering og opsætning

Leveres samlet og klar til installation.

Pris

Migatronic har desværre ikke ønsket at oplyse priser på deres CoWelder

Læs mere om CoWelder fra Migatronic her


RO-Buddy fra Svejsehuset

RO-Buddy, Svejsehuset, Selco

RO-Buddy fra Svejsehuset

RO-Buddy leveres med

  • Robotarm fra Universal Robots (E-serie)
  • DINSE eller Böhler/SELCO (MIG/MAG- eller TIG-svejsning)
  • Svejsebord
  • Tablet til styring
  • Egen URCap

Egen URCap

RO-Buddy leveres med en specialudviklet URCap. URCap er det stykke software, som styrer svejserobotten. Det gør det hurtigt at programmere robotten, fordi brugere kun skal vælge svejseparametre og anvise nogle få punkter, før robotten er klar til at svejse.

Pilfinger-sikret

Med URCap er robotten sikret mod pilfingre: det er ikke muligt at komme til at slette vigtige dele af softwaren, for den er gemt for brugeren. URCap viser kun de elementer, som skal bruges for at komme i gang med at svejse.

Én-knaps-validering

På siden af brænderen findes to knapper: en friløbsknap og en valideringsknap. I stedet for at skulle bruge tabletten til at godkende punkter og positioner, kan brænderen placeres i rette position og placeringen kan godkendes direkte på brænderen ved at trykke på knappen.

Automatisk afstandsvurdering

Via URCap'en har RO-Buddy mulighed for automatisk afstandsvurdering på emner. Det vil sige, at RO-Buddy selv kan vurdere og finde afstand til emnet - uden at der skal programmeres noget som helst.

Datavalidering

Data valideres allerede ved input - det betyder, at robotten slet ikke kan begynde at svejse, hvis der er noget, som er indtastet forkert. Det sparer tid i programmeringen, og sikrer at der ikke bliver svejset forkert - eller at maskinen stopper midt i svejsningen, fordi fejlen først opdages her.

Tilbehør

RO-Buddy kommer med mulighed for at vælge et drejebord som ekstra tilbehør. Drejebordet fungerer sammen med RO-Buddy og kan sikre optimal svejsning på runde emner.

Levering og opsætning

RO-Buddy leveres og sættes op af Svejsehuset. Der går omkring tre timer fra ankomst før svejsningen er i gang. Hele første dag med robotten er øremærket til oplæring af medarbejdere.

Pris

UR5e: fra 335.000 kroner

UR10e: 480.000 kroner

Læs mere om RO-Buddy her


RIT-robots

rit_ur-5_360x270

RIT-Robot fra Rønde Industriteknik

RIT-Robots leveres med

  • Robotarm fra Universal Robots (CB-serie)
  • Kemppi Fastmig X
  • Tablet til styring
  • Skabeloner til programmering

RIT-robots programmeres gennem skabeloner ligesom robotten fra Migatronic. Her gælder derfor de samme overvejelser i forhold til brugervenlighed og datavalidering: man kan komme til at slette dele af en skabelon ved en fejl, og eventuelle forkerte indtastninger opdages først under svejsning.

Levering, opsætning og pris

Rønde Industriteknik har ikke ønsket at dele oplysninger om pris, levering og opsætning på deres UR5e og UR10e RIT-robots.

Læs mere om RIT-robots her


jon-tyson-PXB7yEM5LVs-unsplash

 

Hvad skal jeg så vælge?

Valget af kollaborativ robot afhænger primært af virksomhedens behov. Er der mærkepræferencer? Er UR modellen (CB eller E) afgørende? Er brugervenlighed og programmering vigtigt? Skal tilbehør og mobilitet med i overvejelsen? Hvad må robotten koste, og hvor stor rækkevidde er nødvendig? Vi gennemgår her nogle af de overvejelser i forhold til de tre producenter.

Programmering

Her findes to forskellige muligheder. Enten leveres robotten med standardsoftware med en række svejseskabeloner indbygget, som man kan redigere, eller også leveres den med specialdesignet svejsesoftware.


Ulempen ved standardsoftware med svejseskabeloner kan være, at det er muligt at slette dele af skabelonerne - også de, der er nødvendige for en sikkerhedsgodkendelse. Der skal større kendskab til brug af robotten, for at sikre, at der ikke laves fejl her. Eventuelle fejlindtastninger opdages heller ikke før svejsning, men undervejs, når robotten møder fejlene.


Specialdesignet svejsesoftware fungerer lidt anderledes. Her vil software tage sig forskelligt ud, alt efter hvordan den er lavet, så her tager vi udgangspunkt i RO-Buddys URCap. Her kan brugeren kun se og redigere de elementer i softwaren, som er nødvendige for svejsningen. Det er altså noget sværere at lave fejl og helt umuligt at komme til at slette noget, der for eksempel har med sikkerheden at gøre. URCap gør det også umuligt for maskinen at begynde at svejse, hvis der er fejl i indtastningerne - de kan derfor rettes med det samme, fordi de opdages før der svejses.

Forskel i modellerne fra UR

Der er to serier på markedet fra Universal Robots. Den gamle CB-serie og deres nye E-serie. CB-serien er UR's første, som man har udviklet på i mange år. Ifølge UR kommer der ikke flere opdateringer til CB-modellen, og den udfases over tid. Det kan være relevant at overveje, når man vælger sin robot.

Mobilitet

Er den mobile løsning vigtig for dig, kan Co-Welder fra Migatronics være en mulighed. Den leveres med selvbalancerende bordophæng, mens RO-Buddy leveres med svejsebord. RIT-robots leveres uden bord og eller ophæng.

Mærke

Hver producent leverer robotter med én eller to svejsemaskiner, som findes i deres standard-sortiment. For nogle vil det spille en rolle, om svejsemaskinen er fra DINSE eller Kemppi. I nogle tilfælde, som med RO-Buddy, vil softwaren på robotten være kodet til brug med en bestemt maskine, og der kan derfor ikke veksles mellem forskellige svejsemaskiner. Snak med producenterne om de enkelte maskiner, hvis mærket på svejsemaskinen er vigtigt for jer.

Levering og opsætning

Leveres robotten og alle dens elementer samlet? Er der grundig instruktion, før producenten forlader pladsen? Det kan være alfa og omega i forhold til hvor hurtigt I som virksomhed kan blive trygge ved jeres nye robot - og derved også, hvor hurtigt I kommer igang med svejsningen. God service er en vigtig del af trygheden ved en ny robot. Hør derfor producenterne ad, under hvilke vilkår robotten leveres, og hvor megen hjælp, der er at hente.

Demonstration

Rønde Industriteknik og Svejsehuset tilbyder demonstration af deres svejserobotter. Der er derfor rig mulighed for at komme på besøg og prøve de forskellige robotter og deres programflade. Måske finder I en favorit?

 

om:svejsningkollaborative robottercobotsRO-Buddy

Læs også